Nesten i ren vanvare snublet jeg over Bernt Lunds dikt «Det arvede sværd» i hans bok «nogle dikte.» Lind var opprinnelig fra Våler i Solør og var militær, kunstner og forfatter .
Han var kanskje mest kjent for diktet om Trysil-Knut men jeg ble minst like glad i dette diktet som rent mytologiserer slaget ved Trangen den 25 april i 1808.

Det arvede Sværd.

Av Bernt Lund (1860)

Jeg har i mit Eie et gammelt Sværd
med rige, hellige Minder;
det gjemmer en Saga om mandig Færd,
om Hæder, som aldrig forsvinder.
Fra Fader til Søn skal Sværdet gaa;
saalænge dets Staal ei svigter,
det skal som en manende Finger Staa
og pege paa Slægtens Pligter.

Det var en blodig Paaskedag,
da Slaget holdtes i Trangen ;
da Østerdal, Soløer og Thrønder
forgjæves stredes om rangen.
Men ei forgjeves de ofred’ sit Blod ;
de ofrede Blod for Seier.
Og Sagen, de stred for, var stor og god
«Mit Liv for mit land sagde Drejer.

Min Fader havde, da Budskabet kom,
at Fienden hans Bygd Vilde gjæste,
udvalgt sig de Gjæveste Bygden om,
af Bjørneskytter de fleste.
Med dem frivillig i kamp han drog;
han Vilde sit Land forsvare.
blev ham for trangt i hans kakkelovnskrog,
da Landet var stedt i Fare.

Om Paaskeaften han samled’ sin Trop,
hvor Moders Nadvære dækkes :
om Natten Vilde han bryde op;
før daggry skal Fienden vækkes.
Saa holdt han Bøn ved sit Arnested
og trykked os fast til sit Hjerte.
I Herrenn savn saa drog han afsted
jeg glemmer ei Afskedens Smerte.

Der sad min Moder med fire Smaa ;
jeg selv, ti Aar, var den ældste –
Hvor skulde det vel os Stakler gaa,
hvis ikke Herren ham frelste?
I navnløs Kval vor Taare flød,
en Strøm fra Hjertets Vunde.
Vi klynged os op til vor Moders Skjød ;
det var ikke Tid at blunde.

Min elskede Moder: du var saa bleg,
af Sorg saa dybt betagen.
Naar Arnens blussende Flamme steg,
jeg saa dig hvid som et Lagen.
Nu slukkedes Arnens Flammer ud,
og Alt var mørkt og stille.
Jeg bad, at den kjære Herre Gud
min Moder dog trøste Vilde.

Hvor Iænge det vared’, jeg veed ei ret;
da bleve vi pludselig vækket.
Der faldt et Skud og atter et,
og op vi fore forskrækket.
Den var begyndt, den blodige Dyst:
Min Moder raabte, den Arme :
– O kunde jeg dække ham med mit Bryst!
O Gud! du dig naadig forbarme!’

O kunde jeg dække ham med mit Bryst!
Det blev mig en ledende tanke,
Jeg, ilede ud; det var ei lyst ;
de Stjerner tindrede blanke.
Hvi sidder du hjemme? Nu er det Tid!
Saa maned’ hver vinkende Stjerne.
Jeg maatte afsted jeg maatte did,
hvor Skuddene lad i det Fjerne.

Jeg kjendte Skoven. Der gaar en Vei
langs Flisen igjennem Trangen.
Det var den rette; den fulgte jeg
thi der lød Rifleklangen,
snart enkelte Skud, snart mere tet,
og nu som en samlet Bragen.
Jeg Iøb saa Iænge; det gik saa let,
som blev jeg paa Vinger tagen

Henover Elven en Røgsky stod,
og bagom den randt Solen
saa stor og rund og rød som Blod
– «Blod,» sagde de, var Parolen.
Nu hørte jeg Slaget ganske nær;
hør, Jægerhornet klinger!
Det ligesom kalder: «Kom her, kom her!»
Hver Tone mit Fjed bevinger.

Hvor fyldes Skoven med Krudtrøg op!
Soldater skimtes derinde –
Jeg kjender en Mand af den nærmeste Trop
«Hvor er min Fader at finde?»
«Din Fader? Han er nok at søge hist,
hvor Skuddene tættest knalder.
Men søg ham ei! Hans Leg forvist
ei passer godt for din Alder.»

«Min Faders Leg er og min Lyst;
‘tenk ei, jeg er bange for Krudtet!
Og jeg vil dække ham med mit Bryst!
Nu ved du, hvad jeg har besluttet.»
«Din Faders Son, forstaar jeg dig ret,
en Alen af samme Stykke!
Nu vel, min Gut! har du det Forsæt.
du bringer din Fader Lykke»

Og frem jeg løb gjennem Røg og Larm
hvor maatte mit Hjerte banke!
Men ei af Frygt; i min freidige Barm
der hersked’ en eneste tanke:
så kunde jeg dække ham med mit Bryst:
den tanke min Moder mig lærte –
Da lød min Faders Kommandorøst.
og snart jeg Iaa ved hans Hjerte.

Til kort Forklaring kun var der Tid.
Han kunde sit Bifald ei dølge.
Han kunde saa godt forstaa, at i Strid
vil Sønnen sin Fader følge
«Lad Gutten blive i Herrens Navn!»
saa talte den nærmeste Skytte.
«Blier her for hedt, jeg ta’er ham i favn
bærer ham hen i min Hytte.»

Jeg blev; jeg foran min fader stod ;
hans Skud gik over mit Hoved.
Striden gik godt, min Fader paastod;
han hæderlig Seier os loved’
Og fremad gik det fra Træ til Træ,
mens Fienden veg tilbage.
Hans Strid var haard, det kunde man se
af Faldne, som Iaa tilbage.

Men Fienden oftest var skjult for vort Syn,
af Krudtrøg tet indhyllet.
Fra Røgskyen glimtede Lyn paa Lyn;
derefter blev Skuddene stillet.
En Skytte Spøgte: «Han tror, han slaas
med Tommerskoven, den Kroppen.
han sigter høit; det er bra for os,
men Skade for Furutoppen.»

Vi kom til en Myr; der var Fienden stængt:
vi selv stod langs med en Bakke.
«Se, nu er Fienden sammentrængt ;
det gjælder den sidste attake!»
Signalet lød: «Gaa paa, gaa paa»
Min Fader vinked en Skytte
og trykked mig fast: «Nu skal du gaa
og blive i denne Mands Hytte.»

Jeg satte mig villig paa Skyttens Arm
jeg vilde min Fader lyde,
skjønt sorgfuld jeg lytted til Stridens Larm,
mens hurtig jeg førtes tilside.
Jeg bares ind i den tætteste Skov;
en Hytte kom snart tilsyne.
Der laa en liden Gut og sov;
En bjørnefeld var hans Dyne.

Og Skytten sagde:
«Min gode Dreng!
her må du ligge stille!»
Han lagde mig ned i sin egen Seng
og kyssed’ sin egen lille.
«Din Fader vil hente dig om en Stund –
Mer kan jeg ikke erindre;
jeg faldt i søvn og saa i min Blund
de deilige Stjerner tindre.

Jeg vækket blev ved min Faders røst
han havde et bind om sin Pande
«Mig fattes Intet» , han sagde til trøst.
«Kom, nu skal det hjemad stande!
Din Moder Iænges, det veed du jo:
hun maa ei forlenge os savne.
Gud være tak, at os begge To
hun atter idag kan favne!»

Han tog og satte mig Paa sin Arm;
han Vilde mig hjemad bære.
Han trykked’ mig ofte saa tæt til sin Barm
og ilte mod Hjemmet det kjære.
Vel Længselen gjorde os Veien lang,
skjønt hurtig den lagdes tilbage.
Min Fader sagde: «Hvor glad er der Gang,
som fører til Børn og til Mage.»

«Se, kjender du dem, som kommer der?»
Da blev der en Fryd og Gammen
Os mødte min egen Moder kjær
og Sødskende — Allesammen!
Min Moder, den Kjære! hun græd og lo,
af Glæden overvældet.
Ja selv min Fader
jeg saa det jo
har dengang Taarer fældet.

«En Skytte fortalte mig om dit Saar,
dog ei nogen farlig Skramme?
Jeg skal dig nok læge. Et Ar du faar;
det gjor ei sin Mand tilskamme.
Og Skytten fortalte mig om et Sværd,
du havde taget i Striden –
din Daad, han sagde, var Ære værd
der har du jo Sværdet ved Siden?»

«Om Sværdet siden; du skatte det vil,
skjønt det mig idag har saaret.
Jeg tog det – han trenger ei mer dertil,
han, som det hidtil har baaret.
Vor Seier er herlig; Fiendens Hær
idag totalt er slagen.
Sex Hundrede Mand har strukket Gevær,
og Resten Paa Flugt er jagen.»

I Hjemmet var samlet min Faders Mænd;
ei nogen af dem maatte falde.
Kun sex var saaret, dog ikke til Meen.
Min Fader hilste dem Alle:
«Guds Fred, Kammerater! Forst holde vi Bøn
og takke for Seier og Lykke,
og dernæst min Kone os giver til
et Gilde alt efter sit tykke.»

Saa holdtes en minderig Glædesfest
for Gjensyn, for daad og for Seier.
Af alle de Tapre man prisede mest
dog thrønderkapteinen Drejer.
Staa i den haardeste Dyst som han,
faa otte Kugler i Brystet,
det var at Staa og falde som mand;
den Ros har Thrønderen høstet.

Og medens jeg sad paa min Faders Knæ,
han løste sit Sverd fra Bælte:
«Du, lille Krabat, var ogsaa at se
idag, hvor haardest de gjældte.
Din Mening var god, min egen Gut!
Du Vilde din Fader forsvare,
Og har du det Sind som tiaars Rekrut,
du vil det som Mand bevare.»

«Det Sværd, min Søn! skal nu være dit.
Dets Minder du tro bevare!
Det Løsen, som nu du har valgt dig frit,
det skal du som Mand forsvare.
Gaar Landets Fader frem til Dyst
mod sin og Landets Fiende,
da skal du dække ham med dit Bryst,
det kræver Sværdets Minde!»

Saa fik jeg mit Sværd. I femti Aar
det var mig et dyrebart Eie.
Jeg gjemmer dets Minder, medens jeg gaar
paa stille, fredede Veie.
Det gaar til min ældste Søn i Arv,
det Skud staar ei langt fra sin Stamme.
Mens Slægten vexler, dens inderste Marv,
dens Troskab bliver den samme.